Eksperimenterende kunstpraksis inviteres til Danfoss

Udgivet 2. Nov. 2015 i Nyheder

IN SITU har sammen med Danfoss udvalgt den danske kunstner Tue Greenfort til at skabe et permanent stedsspecifikt kunstprojekt til hovedsædet i Nordborg. Projektet skal i perioden frem til 2017 udvikles i tæt dialog mellem kunstneren og Danfoss med henblik på realisering af et værk, der flytter grænser og er aktuelt og meningsgivende – både for samtidskunsten og for Danfoss. I de kommende måneder skal Tue Greenfort udvikle projektet på idéplan.

Tue Greenfort (f. 1973) er uddannet billedkunstner fra Det Fynske Kunstakademi (1997-2000) og Städelschule i Frankfurt (2000-2003). Han er født i Holbæk, men bor og arbejder i Berlin. Med udgangspunkt i skulptur, installation og tværfaglige strategier har Tue Greenfort i de senere år særligt udforsket natur og bæredygtighed i værker, der ofte tager form af store installationer i udstillingsrum eller som projekter i det offentlige rum.

Tue Greenfort er repræsenteret af Johann König Gallery i Berlin og har en særdeles produktiv international karriere med udstillinger på nogle af Europas mest estimerede kunstinstitutioner som fx Witte de With i Rotterdam, Ludwig Museum i Budapest, Secession i Wien, Bonniers Konsthall i Stockholm. I Danmark har hans værker senest kunnet ses på udstillingerne RETHINK Kakotopia på Nikolaj Kunsthal og Deep Green på Den Frie.

Tue Greenfort har som en af de eneste danske kunstnere bidraget til Skulptur Projekte Münster med en gyllespreder, der rensede vandet i byens sø. Og på Documenta i Kassel, som også er en stor udstillingsplatform for de mest anerkendte kunstnere i verden.

Tue Greenforts projekt i Danfoss vil i 2017 munde ud i den første permanente installation fra kunstnerens side i Danmark.

Tue Greenfort: Milk Heat, 2009, Wanås Skulpturpark

Tue Greenfort: Milk Heat, 2009, Wanås Skulpturpark

 

Tue Greenfort: Diffuse Einträge, 2007, Skulptur Projekte Münster

Tue Greenfort: Diffuse Einträge, 2007, Skulptur Projekte Münster

 

Tue-Greenfort-portræt