PREVIEW på årets kunstdåse og genbrugspose i Irma

Udgivet 18. Nov. 2015 i Nyheder

Så er den her – næsten! Fra og med mandag den 23. november 2015 kan Jesper Christiansens kunstdåse samt hans genbrugspose købes i alle Irmas butikker.

Jesper Christiansen har valgt at tage Søren Kierkegaards København under kærlig behandling. Motiverne på dåse og pose forestiller forskellige steder i København, som Kierkegaard elskede at vandre rundt i. Men kunstneren driver gæk med os i billederne. Små forskydninger skaber forvirring – hvor i byen befinder man sig egentlig? Tårne, pladser og andre fikspunkter er mikset og samplet, og nye rum opstår. Kierkegaard elskede også at drille, fx ved at lade folk tro, at han var flere steder på én gang. Læs mere om, hvordan filosoffen løb om hjørner med københavnerne, her.

Jesper Christiansen (f. 1955) har udført et stort antal offentlige udsmykninger herhjemme, senest på Amalienborg og i Københavns Byret. Udsmykningen i byretten består af seks store malerier, som under titlen ”Rundt om hjørner med Søren Kierkegaard” tager udgangspunkt i filosoffens liv. Motiverne til Jesper Christiansens Irma-projekt stammer herfra.

Årets kunstdåse koster 79 kr. og genbrugsposen 15 kr. Overskuddet går ubeskåret til Mødrehjælpen.

Læs mere om IN SITUs samarbejde med Irma her.

Jesper Christiansen, kunstdåse og genbrugspose, 2015