Projekt: Kunststrategi og flere stedsspecifikke kunstprojekter
Bygherre: Region Hovedstaden
Foto: Laura Stamer
Ønsket er, at når patienter og pårørende træder ind i Bodil Eskesen Centret styrkes de i troen på, at de igennem træning og behandling kan genvinde så mange af de tabte funktioner som muligt. Derfor skal bygningen signalere, at her er tale om en hospitalsafdeling i verdensklasse. Samtidig kan indlæggelsestiden synes lang, og for mange patienter opleves afdelingen som deres hjem under indlæggelsen. Derfor skal huset også byde på adspredelse, tid til refleksion og gode rammer for samvær med familie og venner, fordi alle disse aktiviteter er nødvendige, når et menneske skal finde sig til rette med en ny tilværelse efter en alvorlig og varig skade.
I Bodil Eskesen Centret vil kunsten spille en vigtig rolle. Kunst kan stimulere både sanser og humør og giver patienter og pårørende mulighed for at lade sig gribe af noget, som ikke er direkte forbundet med hospitalsindlæggelsen. På den måde kan kunst give mod og livskraft og skabe rum for refleksion.
Der skabes to stedsspecifikke kunstprojekter til Bodil Eskesen centret: Et hovedværk der skal være dagsordensættende for hele huset, og et mindre projekt som integreres i centrets træningsbassin. Begge projekter forventes færdige i 2024.
IN SITU fungerer som kunstfaglig rådgiver for Bodil Eskesen centret ift. kvalificering af kunststrategien samt implementering af stedsspecifikke kunstprojekter i det nye hospital med afholdelse af skitsekonkurrence samt fundraising mm.