Folketinget

I Vandrehallen i midten af Christiansborg Slot ligger et af de mest ikoniske og besøgte rum i Folketinget, nemlig Samtaleværelset. Kunsten på væggene i dette smukke rum fortæller historien om det danske folkestyres udvikling fra enevælde til demokrati. Og i december 2021 besluttede Folketingets Præsidium at tilføje endnu et maleri til samlingen i Samtaleværelset.

Projekt: Udstilling i samtaleværelset

Kunde: Folketinget

Sted: Samtaleværelset, Christiansborg Slot

Årstal: 2022

Foto: Folketinget

Det nye maleri skal være et portræt af 30 kvinder, som har haft betydning for kvinders demokratiske virke i Danmark siden 1915, og det bliver omtrent lige så stort som Herman Vedels maleri ”Fra forhandlingerne om grundloven af 5. juni 1915”, som måler 3,67 x 5,88 m og har hængt i Samtaleværelset, siden værelset blev taget i brug i 1917. Hensigten med de to nogenlunde ens formater er, at der skal skabes en form for kunstnerisk dialog mellem de to portrætter, hvor det nye maleri kan ses som et svar på, hvad der bl.a. kom ud af 1915-grundloven.

Et udvalg af historikere har hjulpet Folketinget med at udpege de 30 kvinder. Ud over danske politikere er der også valgt en politiker fra Færøerne og en fra Grønland. De har ikke været medlem af Folketinget, men har til gengæld spillet en væsentlig rolle i den demokratiske udvikling i rigsfællesskabet.

Billedkunstner Mie Mørkeberg har fået til opgave at udføre det kommende portræt. Valget af Mie Mørkeberg er sket på baggrund af en konkurrence udskrevet af Folketingets Kunstudvalg, hvor fem indbudte kunstnere blev bedt om at aflevere skitser til portrættet.

De fem kunstnere var Mie Mørkeberg, Peter Martensen, Mathilde Fenger, Maria Wandel og Anders Moseholm.

No items found.